Dyrkningsvejledning for hvidløg
SÅDAN DYRKER DU DINE HVIDLØG
Plantning af dine hvidløg kan ske fra slutningen af september til starten af november.
Hvidløgene deles i fed lige inden plantning og plantes med den spidse ende opad i 7 til 8 cm dybde. Jorden skal være gennemarbejdet og fri for rodukrudt, og gerne gødet med en god kompost.
På friland plantes feddene med 10 til 12 cm afstand og 40 til 60 cm mellem rækkerne.
Ved plantning i krukker og altankasser sættes feddene med 5 cm afstand.
Man kan plante tættere med 8 til 10 cms afstand, f eks ved at plante de små fed mellem de store. De små hvidløg kan man så høste tidligt fra april måned som snithvidløg, altså før de danner løg, de bruges som forårsløg og har en skøn frisk og mild hvidløgssmag. Herved giver du plads til de større hvidløg, som kan stå til modenhed
I det tidlige forår vil hvidløgsspirerne vise sig. Hold planterne fri for ukrudt. Man kan med fordel vande hvidløgene i tørre perioder fra først i maj til slut juni. Fra slut april kan man begynde at høste af hvidløgene som snithvidløg (a la forårsløg) dvs hele planten kan snittes op og bruges til f.eks. salat, supper, wokretter, pastaretter.
I slutningen af juni begynder hvidløget for alvor at svulme og i starten af juli er hvidløgene høstklare, når bladene begynder at gulne og enkelte planter vælter.
Tørres på et godt ventileret sted i 3 – 4 uger og opbevares derefter tørt.
Køb sættehvidløg her