Om vores spisehvidløg
I 1991 startede vi med at dyrke økologiske hvidløg på vores gård ved Faxe. Vi har igennem årene udviklet et dyrkningssystem, som passer til danske forhold. Vi har søgt inspiration i Frankrig, Spanien og Argentina, men her er klimaet helt anderledes. Vi har udvalgt sorter og hvidløgstyper, som giver en produktion af velsmagende hvidløg med store fed og god holdbarhed. Vi dyrker økologisk, fordi vi går ind for et bæredygtigt landbrug, der går hånd i hånd med naturen, og som understøtter naturens egne mekanismer frem for kunstigt at fremme produktionen ved brug af kemiske hjælpemidler.
Vi har med tiden høstet stor anerkendelse og opbakning for vores arbejde med hvidløgene både fra kunder og kolleger. Vi har blandt andet modtaget Det danske Gastronomiske Akademis æresdiplom.
Vores hvidløg markerer sig på deres gode og fyldige smag, på deres friskhed, holdbarhed og kvalitet.
Se vores sortiment af spisehvidløg her
Hvidløgs produktionen
I 1989 startede vi vores første eksperimenter med hvidløgsdyrkning på vores gård ved Faxe. Det var lidt af et tilfælde, men vi havde med held dyrket hvidløg i vores køkkenhave, og da en ven opfordrede os til at føre vores vellykkede haveproduktion ud i større skala, tænkte vi, hvorfor ikke ? Der blev ikke rigtigt dyrket hvidløg i Danmark på det tidspunkt, vi havde lagt jorden om til økologisk drift i 1989 og der var et spirende marked.
Nu dyrker vi hvert år omkring 3 hektar med hvidløg, og siden 2017 foregår produktionen i samarbejde med Nørbys Grøntsager på Stevns. Ole er en god og dygtig kollega, som driver et alsidigt økologisk frilandsgartneri på 24 hektar. Vi har lavet en aftale med ham, hvor vi dyrker vores hvidløg på hans jorder et nyt sted hvert år, hvilket minimerer risikoen for sygdomme. Vi lægger stor vægt på kvalitet og for at opretholde standarden, har vi valgt at bruge meget manuelt arbejde. Hvidløgene plantes dog med maskine, de bliver plantet på friland, langt de fleste om efteråret. Året igennem skal de holdes rene for ukrudt, hvilket foregår med hakkejern og radrenser. Efter høst og tørring skal hvidløgene aftoppes, børsterenses og sorteres. Til sidst fjernes de sidste rødder og løse skaller i hånden samtidig med at dårlige fed tages fra.
Dyrkningsprocessen fra fed til hvidløg er arbejdskrævende, 6 - 8 gange skal et hvidløg igennem hænderne før det er klart til salg.
Om efteråret fletter vi nogle af hvidløgene i ranker, hvidløgene holder sig rigtig godt på den måde og det ser dekorativt ud. Men det er arbejdskrævende og derfor også en begrænset vare.